Guide
Strikke- og hæklefasthed
Størrelsen på dine masker, når du strikker og hækler, har meget stor betydning for det endelige resultat. Hvis du strikker og hækler med en forkert fasthed, kan du ende med noget, der er for langt eller for kort, for smalt eller for bredt. I denne guide lærer du, hvordan du får den perfekte fasthed!
gratis fasthedsmåler
Når du køber et strikke- eller hæklekit hos Kit Couture, får du en gratis fasthedsmåler med i kittet. Så kan du altid måle, om du har den rigtige strikke- og hæklefasthed.
Få den rette pasform
Du undgår, at dit arbejde bliver for langt, for kort, for smalt eller for bredt, ved at teste din strikke- eller hæklefasthed med en prøve, inden du går i gang. Sådan er du sikker på, at slutresultatet bliver godt.
Sådan gør du i strik
Slå det antal masker op, der står under strikkefastheden i opskriften, plus fem ekstra masker i hver side, så prøven bliver bredere end de 10 cm, du skal måle på. Strik prøven, til den måler 12 cm i højden – så har du lidt ekstra plads at måle i, uden at kanterne forstyrrer.
I opskriften kan du se, hvilken teknik prøven skal strikkes i. Vær opmærksom på, at din strikkefasthed kan være forskellig, alt efter om du strikker rundt eller frem og tilbage.
Når prøven er færdig, skyller du den i koldt vand, presser vandet ud og lader den tørre. Mange garnkvaliteter ændrer sig, når de bliver våde, og maskerne falder først rigtigt på plads efter vask.
NU ER DU KLAR TIL AT MÅLE
Læg din strikkefasthedsmåler oven på din prøve, og se, om målene passer.
Tæl, hvor mange masker, der er i bredden på 10 cm
Tæl, hvor mange masker, der er i højden på 10 cm.
HVIS MÅLENE IKKE PASSER...
Hvis strikkefastheden ikke passer, skal du lave en ny prøve med en anden størrelse pind. Hvis der er for mange masker på de 10 cm, skal du skifte til en tykkere pind.
Hvis der er for få masker på de 10 cm, skal du skifte til en tyndere pind. De tre prøver på billedet er strikket i glatstrik på henholdsvis pind 4,5 mm, 5 mm og 5,5 mm, og strikkefastheden er henholdsvis 20,5, 19,5 og 18,5 masker på 10 cm i bredden.
Som du ser, er der en lille forskel på størrelsen. Det synes ikke af ret meget. Men hvis du strikker en sweater med en overvidde på 95 cm, og hvor strikkefastheden skal være 19,5 m i bredden, så vil du med en strikkefasthed på 20,5 masker få en overvidden på 90 cm og med en strikkefasthed på 18,5 masker få en overvidde på 100 cm.
Som du ser, er strikkefastheden afgørende for det færdige resultat. Vær dog opmærksom på, at strikkefastheden kan ændre sig, hvis der strikkes i forskellige teknikker. Det kan eksempelvis være glatstrik kombineret med flerfarvestrik.
Rigtig god strikkelyst!