Guide
Sådan kommer du i gang
Når du skal i gang med et håndarbejdsprojekt, så er god planlægning og forberedelse nøglen til succes. Dette er uanset, om du er rutineret - eller du skal i gang med dit første projekt.
De bedste forudsætninger
Vi vil gerne give dig de bedste forudsætninger for at få en god oplevelse med dit håndarbejde – lige fra første maske til sidste søm. Derfor har vi samlet vores bedste redskaber og tips og tricks her på siden.
For det rigtige projekt er ikke kun det, du ender med – det er også vejen derhen. Så find ud af, hvad der passer til dig og dine ønsker, og kom godt og sikkert i mål.
Type af kit
Vi har kits til strik, hækling og broderi – så uanset hvad du har lyst til, finder du noget, der matcher. Start med at spørge dig selv: Hvad har jeg mest lyst til at lave lige nu?
Niveau og formål
Vælg et kit, der matcher dit niveau – ikke det niveau, du gerne vil være på. Er du begynder, eller har du styr på de fleste teknikker? Vær ærlig over for dig selv, så du undgår at gå kold i et projekt, der er for svært, eller kede dig i et, der er for nemt.
Tænk også over, hvad projektet skal bruges til. Skal det udfordre dig, eller skal det bare være rart at have mellem hænderne på togturen eller foran fjernsynet?
Størrelse og stil
Vil du i gang med noget lille, du kan nå på et par aftener, eller noget større, du kan fordybe dig i over tid? Og hvilket garn tiltaler dig lige nu?
Hvad skal der være i din håndarbejdstaske?
At have de rigtige redskaber ved hånden kan gøre hele forskellen for, hvor godt dit håndarbejde lykkes. Derfor anbefaler vi, at du altid har følgende med i din håndarbejdstaske:
- Dit håndarbejde (naturligvis!)
- Strikkepinde/hæklenåle
- Hæftenål
- Målebånd
- Saks
- Notesbog og noget at skrive med
- Håndcreme